”Jeg kunne bedre li´ Niels end dig”. Magnus leverede budskabet klart og artikuleret. Der var sådan set ikke noget at tage fejl af der: Magnus, en 9-årig dreng med en alvorlig hjernerystelse, var blevet sendt ind til mig på anbefaling af en anden behandler, Niels.
Niels havde efter få behandlinger konkluderet, at hans behandlingstilgang ikke var, hvad drengen havde brug for. Niels er uddannet i en bestemt type kraniosakralterapi til hvilken han i mine øjne er blandt de absolut bedste i landet. Jeg har stor respekt for det han kan – og jeg har stor respekt for hans faglige integritet: Hvor mange gange skal man se en klient for at afgøre, om de redskaber man behersker er det match der skal til for at hjælpe klienten? Ganske få. Derfor havde Niels foreslået Magnus og hans forældre at besøge min klinik; det havde de gjort første gang en uge tidligere – og nu stod Magnus så hos mig igen, så mig i øjnene og sagde: ”Jeg kunne bedre li´ Niels end dig”.
”Det kan jeg godt forstå”, sagde jeg til ham. ”Niels er en super fyr”. Knægten så overrasket på mig. ”Og ved du hvad ”, fortsatte jeg, ”Niels er mega dygtig til det han gør. Faktisk er det kun de aller aller bedste behandlere der tør sende deres klienter videre til andre”. Sandheden var, at det havde været en voldsom oplevelse for knægten at besøge mig første gang. Jeg trak i nogle vævssammenhænge han ikke havde forestillet sig hang sammen med smerterne i hovedet: Bindevævet om nogle nerver i benet gled ikke frit, blandet andet. Når jeg trak der, fik Magnus væmmeligt ondt.
Det kan være voldsomt at blive mindet om, hvor sårbar man er – især efter en ulykkessituation der vender op og ned på dagligdagen og som her endda gør dagligdagen som man kender den umulig. Faktisk havde Magnus ikke været i skole i måneder nu, end ikke en legeaftale kunne han holde til og de foretrukne sportsaktiviteter var da fuldstændig udelukket. ”Men sig mig lige en gang – hvordan har du det?” jeg fastholdt hans blik og forventede at han ville matche min ærlighed med sin egen. ”Bedre” sagde han, og smilede næsten umærkeligt. ”Godt”, sagde jeg – så er vi i gang. Skal vi kigge på dig igen?”
For nylig afsluttede jeg behandlingen af Magnus. Han er tilbage i skolen og sit øvrige vante liv og har sjældent ondt. Det er en fornøjelse at se. For det kan jeg nu retmæssigt ikke tage hele æren – den deler jeg gerne med Niels, som sendte modvillige Magnus til mig. Min pointe her er nemlig ikke at jeg er galaksens bedste behandler – heller ikke selvom det i tilfældet Magnus var mig, der havde det rigtige mix af kompetencer til at hjælpe. For i andre tilfælde er det andre behandlere, der er den rigtige løsning. De dygtigste behandlere ved det nemlig godt: den bedste behandler findes ikke.
Møder du en behandler det lover dig det modsatte vil jeg vove at påstå, at det enten er arrogance eller ignorance som er i spil. Den bedste behandler findes ikke, simpelthen fordi de samme symptomer kan have forskelligartede årsager: Udfra dine symptomer alene kan man ikke altid på forhånd afgøre hvem der kan hjælpe dig bedst. Det er derfor at behandlerområdet er en ofte uigennemskuelig jungle for dem som er i nød. Men fortvivl ikke – for der er i den jungle faktisk mange fagpersoner som Niels, der ikke er bange for at sige ”Jeg tror du kan hjælpes. Men ikke af mig”. De er værd at have respekt for.
(Magnus og Niels er naturligvis virkelige personer – men har andre navne i virkeligheden).
