Hvad har Albert Einstein, Charles Darwin, Michelangelo, Wolfgang Amadeus Mozart, Thomas Jefferson, Isaac Newton, Andy Warhol, Emily Dickenson og HC Andersen til fælles? Alle var de absolut enestående begavelser, endda i så massivt et omfang at vi stadig inspireres af dem i dag, mange år efter deres død. Men noget tyder på, at de også har et andet fællestræk: Havde de levet i dag, ville man formentlig have placeret dem i “det autistiske spektrum”. Vidste du det?
Vidste du også, at Albert Einstein havde indlæringsvanskeligheder, og efter sigende først lærte at læse i 4. klasse? I bagklogskabens ulideligt klare lys er det let for os at konkludere, at datidens skole ikke formåede at matche Einsteins unikke intellekt, selvfølgelig. I dag ville vi være klogere, måske. Og dog: Lad os et øjeblik lave et tankeeksperiment: Forestil dig, hvad der mon var sket, hvis vi havde placeret datidens store begavelser i de vækstvilkår som er vores børns: En lang og tætpakket dagligdag i et ofte larmende miljø. Det er hård kost, ikke mindst for mange af de mange børn som ikke er helt gennemsnitlige. Det er indlysende, at børn i autismespekret og andre ”børn med bogstaver” bliver klemt, hvor det kniber med ressourcer og plads til individuelle hensyn i systemet. Det bekymrer mig. Men hvad der bekymrer mig mindst lige så meget, er det stigende antal såkaldt ”normale” børn som kommer til mig i klinikken, fordi de har det rigtig skidt. Børn som er særlige: Særligt sensitive børn, særligt følsomme børn, introverte børn og alle andre børn der ikke matcher tidens skarpe favoritskabelon. De har ofte hovedpine, ondt i maven, uro i kroppen og søvnbesvær. De har kort lunte og er alt for tit kede af det. Man behøver ikke være Einstein for at forudsige, hvad deres muligheder for indlæring og trivsel er.
Jeg hjælper dem med at lære at bruge kroppens signaler som barometer, så de ikke så nemt havner i ”rød zone” p.g.a. overbelastning. Med behandlingen fjerner jeg også en del af det stress som har ophobet sig i deres krop og centralnervesystem. Det lindrer, ofte ganske meget. Men hvis disse børn havde været voksne med samme symptomer, ville vi næppe betænke os, før vi gav dem diagnosen stress. Det bør da bekymre os alle, tænker jeg.
For det er vores børns forskelligheder vi skal bygge fremtiden på. Det er her vi skal finde og dyrke hver enkelts begavelse og talenter til fælles gavn. Lad os skabe plads til deres forskelligheder, særlig-heder og sær-præg. Det har de brug for. Og det har vi også.