Jeg får dagligt spørgsmålet: ”Hvordan kan du mærke så meget med dine hænder?” Spørgsmålet leveres med undren ofte, vantro jævnligt, skepsis indimellem. Alt sammen reaktioner jeg godt kan forstå, for min måde at arbejde fagligt med anatomiens nuancer på er ikke så almindeligt udbredt. Jeg plejer at svare ved at fortælle om en lille forskningsundersøgelse der viser, at selv en utrænet hånd som bevæger sig henover en plan overflade faktisk kan mærke noget så småt som det dobbelte af diameteren på et øjenvippehår. Jeg antager derudover, at vi alle har et enormt potentiale for at træne vores sanser og talenter.
Men så mødte jeg David Eaglemans arbejde. På få minutter rystede det kraftigt min forståelse af hvad jeg troede, jeg vidste om vores sanser og måden de fungerer på. At vi hører med ørerne, for eksempel, har været et faktum som jeg indtil da har været lige så spørgende overfor som overfor tyngdeloven. Men vores sansesystem er langt mere komplekst end som så, siger David Eagleman, som er førende forsker i neurovidenskab. Eaglemans pointe er, at den virkelighed vi oplever er begrænset af vores biologi. Helt konkret mener han faktisk at vores sanser og hjerne (også) er forbundet på helt andre måder end vi hidtil har anerkendt. Og nu bliver det spændende, for Eagleman bidrager med meget mere end teori: David Eagleman og hans team har fremstillet en vest til døve. Vesten fungerer ved at omforme lyd til andre sansesignaler . Når en døv person bærer vesten omformes lydinput via vesten til fysisk input, der rammer personens ryg, sendes via personens sædvanlige sansesystem til hjernen – og så er det altså at magien indtræder (efter nogen tids træning): Døve hører! Ikke med ørerne, selvfølgelig, men med et elektrokemisk samspil mellem krop og hjerne. Du kan se David Eagleman og hans vest pnederst her på siden hvis du er nysgerrig.
Selv er jeg mere end almindeligt nysgerrig her. For hvis vi ikke kun hører med ørerne, så ser vi formentlig heller ikke kun med øjnene og i sidste ende er jeg dermed på noget usikker grund når I stiller mig spørgsmålet: ”Hvordan kan du mærke så meget med dine hænder?” Mit svar må vel være: Jeg antager, at jeg ganske simpelt har trænet mine hænders sansereceptorer. Men jeg begynder at forstå, at det elektrokemiske samspil mellem min krop og min hjerne langt overgår min forstand.