Mon ikke vi alle kender mobningens grimme fjæs? Nyere forskning påviser, hvordan både verbal og fysisk mobning over tid medfører øgede stresshormoner, angst, nedsat indlæringsniveau og i øvrigt også øgede selvmordstal. Men ingen af os behøver vel en professorgrad i psykologi for at vide, at det er sandt: Mobning forkrøbler sjæl og sind. Blandt andet derfor er det helt indlysende en vigtig forælderopgave at støtte op om vores børn med sunde sociale rammer: Jo sundere fællesskaber, desto bedre trivsel for børnene i dem, selvsagt. Både dine og de andres.
Hvordan forklarer man sine børn om mobning? Jeg faldt engang på internettet over en fin lille historie, som jeg selv brugte da mine børn var mindre, og jeg ville forklare dem hvor ødelæggende mobning er:
Historien fortæller, hvordan en lærer vil forklare sin klasse om mobning. Hun giver dem hvert et ark blankt papir, og beder dem forestille sig at papiret er den person, der bliver mobbet. Børnene skiftes til at sige grimme ting til papiret, og hvert grimt udsagn følges af en fysisk handling: Papiret bliver krøllet, mast og trådt på. Jeg gav mine børn samme forhistorie, og de skævede temmelig skævt til mig: Man må ikke tale grimt om andre, havde jeg jo tit forklaret dem….nu sagde jeg pludselig noget modsat? Men efter lidt overtalelse kom vi i gang: Jeg lagde et ark papir udfor hver af dem og udfor mig selv. Mit papirark var ”mobbeofferet” og de sagde alt det grimme børn kan finde på. Til sidst lå papirarket sammenkrøllet og halvbeskidt. ”Nu siger vi undskyld og gør papiret fint igen”, sagde jeg til dem. De kiggede vantro på mig. ”Ja, vi må da gøre det godt igen”, insisterede jeg. ”Lad os sige undskyld ved at glatte papiret ud”. Vi glattede og glattede, men uanset anstrengelserne var papiret jo fortsat halvkrøllet og nusset. ”For sådan er det”, forklarede jeg, ”hvis man virkelig har såret nogen, så kan det gøre så ondt på det menneske, at lidt af smerten for altid bliver siddende i hjertet. Som et lille ar, man bærer med videre i livet. Også selvom man siger undskyld. Selvom man siger ti gange undskyld endda.” Der var stille ved bordet længe. Så tog min lille dreng det ubrugte ark papir, der stadig lå foran ham. Med store runde børnebogstaver skrev han sit navn, og tegnede et hjerte omkring. Forsigtigt sagde han ”Her er mit hjerte, Mor. Det må du godt låne, nu hvor dit eget er blevet for brugt”. Jeg krammede ham uendeligt længe.
Kan man låne en andens hjerte? I hvert fald kan vi da låne af hinandens menneskelige overskud. Det fordrer blot viljen til at give, og evnen til at se andre behov end sine egne i øjeblikket. Det lyder såre simpelt måske. Men målt blandt andet på forekomsten af mobning og mennesker omkring os der mistrives, så er det i virkeligheden måske ikke så simpelt endda?
