Blog

”Er du en fe?”, spurgte hun og så mig i øjnene med en blanding af forundring og ufiltreret barnetro. ”Åh, tænk sig at få lov at være nogens fe!” tænkte jeg og ville sådan ønske at jeg havde kunnet svare ”Ja, nu er jeg. For dig,”, men naturligvis gav jeg et anderledes retlinet, fornuftigt og meget voksen-agtigt svar til den lille pige, den eftermiddag i klinikken. For jeg er jo slet ikke nogen fe, selvfølgelig. Men hvad er jeg så? Andre har lidet diskret antydet, at jeg ville have fået det ualmindeligt varmt, hvis jeg var blevet født nogle år tidligere end tilfældet er. Men nej, heks mener jeg bestemt heller ikke at være.

Når jeg nu i relativ korthed skal beskrive mig selv for dig, hvad skal jeg da fortælle? At jeg hverken er fe eller heks efterlader mig et så kedeligt magi-løst sted at du ganske mister læselysten, frygter jeg. Og jeg vil da så gerne at du fremadrettet har lyst at følge klummen her. Men ærlig talt: Der er ikke noget magisk ved mig. Der er derimod masser af magi omkring mig: Selve mit faglige håndværk synes jeg for eksempel absolut er magisk: Essensen i mit håndværk er at genoprette balancen i kroppens mange lag af væv, der helst skal kunne glide frit for at vi fungerer smertefrit. Vores indre anatomiske tredimensionelle ”netværk” der forbinder os på kryds og tværs fra isse til fod, det står for mig mål med ethvert kunstværk på de fineste gallerier. Men nu er jeg jo også fagnørd, medgiver jeg gerne. Fagnørd med hang til anatomisk poesi.

I virkeligheden er den største magi den som andre bærer ind i min klinik: Magien er i den tillid jeg mødes med hver dag af børn, unge og gamle, der kommer med livshistorier, som er spejlet i krop og sjæl. Magien er også i kroppe der fortæller om gamle spændinger som kan have betydning for klientens komplicerede smerter: Fald på haleben der år senere er skyld i kompliceret hovedpine, for eksempel. Og magien er i finurligheden hos den lille dreng, der bliver genert hver gang han ser mig, fordi han synes at det er mærke-ligt at blive rørt ved. Og han har jo ret: Det er mærke-ligt, og det er rørende. I min hverdag er alverdens magi.

I bund og grund skriver jeg vel netop herom: I hjertet af Køge ligger min klinik for integreret manuel terapi. Herfra skriver jeg nu jævnligt i Lørdagsavisen om de mange måder hvorpå livet rører os. For det er så godt at blive rørt.

Helle er højt specialiseret i krop-psyke sammenhænge og i integreret manuel behandling af indre anatomiske sammenhænge, som inkluderer både bevægeapparat, kar- og nervesystem samt det viscerale system. Helle er autoriseret fysioterapeut og psykoterapeut. Hun har et dobbelt masterniveau i NLP og hypnoterapi og desuden en international eksamen som kraniosakralterapeut.