Hvor ER du smuk, Mor!!!” Hun kigger henført på det billede hun lige har taget af mig med sin telefon. “Hov, vent lige” siger hun og beskærer billedet med stor umage, så man kan se mig bedst muligt…”Nu må du se det: Kan du se hvor smuk du er?” Jeg kigger på telefonen i hendes hånd. På skærmen er et billede af mig i absolut søndagsudgave, med nyvasket u-stylet hår, ingen makeup og ja, jeg synes faktisk at det ligner en dobbelthage. Tøjet er mere behageligt end flatterende, ser jeg – uuuha, det er en ugraciøs appearence, simpelthen…
Jeg hader at blive fotograferet – lad mig sige det igen: Jeg HADER at blive fotograferet, og jeg indrømmer at min første tanke netop er “det her er så Tindrende klart et eksempel på hvor hurtigt et kamera kan ødelægge ens evne til kærlighed til nuet…For lige her bliver jeg hevet ud af det særlige øjebliks særegne magi og ned i trivialiteterne”. Så ser jeg hendes lysende ansigt…”Kan du se det, Mor, kan du se det?” Hun venter spændt….Det kan jeg, min skat – selvfølgelig kan jeg det, også uden styling: Kærligheden er magisk – og skønheden er i øjnene der ser.
Love life!
