Blog

Jævnligt bringer landets aviser tema-artikler om sundhed og skønhed. Som regel med ganske fyndige overskrifter. Hovedpine, lændesmerter og nakkesmerter er blandt de emner som fylder meget i spalterne. For nylig havde en stor formiddagsavis et tema om nakkesmerter, på hele forsiden og fulde 3 sider i avisen. I Danmark lever 570000 mennesker med smerter i nakken. Nakkesmerter koster samfundet 2950 millioner kroner om året, skrev artiklen, og jeg er helt indlysende enig i, at smerteproblematikker har store omkostninger både for de mennesker der rammes og samfundsøkonomisk.

I den nævnte artikel om nakkesmerter kritiserer avisen den behandling, som de smerteramte tilbydes i Danmark. Artiklen mener, at der mangler en klar klinisk retningslinje som læger, fysioterapeuter og andre behandlere kan/bør følge. Altså en opskrift på hvordan man løser problemet nakkesmerter. Artiklen suppleres med en række fotos af nogle standardøvelser primært for nakkens muskler. Det er sædvanligvis glimrende standardøvelser i sådanne artikler, og velmente er de også. Du kan nemt selv finde samme type øvelser ved at google på nettet. Men desværre er det min erfaring, at selv de mest velmente øvelser og leveråd ikke løser en kompliceret og årelang smerteproblemstilling:

Lad mig derfor komme med et fagligt indspark her, som handler om kroniske nakkesmerter (og altså ikke om akutte hold i nakken, akutte discusprolapser med videre): Hvis du har kroniske smerter i nakken, er der en stor sandsynlighed for, at en betydelig del af løsningen sidder et andet sted end i nakken. Lyder det mærkeligt? Det skyldes simpelthen at vores anatomi hænger sammen i netværk fra isse til fod. Enhver spænding et vilkårligt sted i kroppen kan derfra sprede sig ud i netværket og ende med at give smerter et helt andet sted i kroppen. Derfor har jeg i klinikken set nakkesmerter forsvinde ved at behandle spændinger i lænd eller sammenvoksninger efter operationer, som for eksempel kejsersnit.

Og her er så min pointe: Nakkeøvelser er glimrende, og motion er godt. Men ikke alle smerter kan trænes væk. Så hvis standardøvelser og træning ikke løser dit problem, bør du måske overveje en løsning som ikke kan slås op i en standardmanual.  Derfor: Kliniske retningslinjer er udmærkede rettesnore i mange sammenhænge. Men de er ikke en gylden opskrift på vejen til smertefrihed. Mit forslag til dig der har kroniske nakkesmerter er: Find en kliniker der både er opdateret på nyeste viden og har fagligt mod til at tænke ud af boksen. Det mener jeg faktisk er vigtigere for dig end fine fotos af standardøvelser.

Helle er højt specialiseret i krop-psyke sammenhænge og i integreret manuel behandling af indre anatomiske sammenhænge, som inkluderer både bevægeapparat, kar- og nervesystem samt det viscerale system. Helle er autoriseret fysioterapeut og psykoterapeut. Hun har et dobbelt masterniveau i NLP og hypnoterapi og desuden en international eksamen som kraniosakralterapeut.

Leave a Comment: