I diverse selvhjælpsbøger kan man læse om veje til det gode liv. Ofte iklædt fyndige formuleringer, som ”acceptér det du ikke kan ændre, og ændr det du ikke kan acceptere”. Fyndigt formuleret eller ej – jeg har i hvert fald bemærket, at vejen igennem den danske sommer i år ikke har været solrig. Det kan jeg ikke ændre, så jeg er i stedet kommet glad igennem sommeren ved at samle på solsekunder.
Solsekunder er øjeblikke af ren magi. De kan være skrøbelige som sæbebobler, fordi tendensen er at man ofte møder dem i den helt almindelige hverdag, hvor man ikke ænser at værdsætte dem, imens de er. Så forpasser øjeblikket, og magien forgår. Men når øjeblikket bliver værdsat, er det af så magisk en art, at man kan lune sig ved det. Længe. Og uanset vejret. Lad mig dele et solsekund fra min sommer med dig:
”Kan du li´ lakrids-piber?”, spurgte min yngste søn og rakte genert piben frem imod den fremmede mand ved Netto. Han kiggede forbavset op. Vi havde bemærket ham da vi gik ind i den lokale Netto, stående ved indgangen. Min søn mente, at her var muligvis en ægte cowboy. Med rank ryg, halvlangt hår og iklædt cowboyhat med tilhørende jakke forstod jeg godt hans tanke, men Hus Forbi-bladene i hans vogn fortalte en anden historie. Så forklarede jeg om at være hjemløs – det lød ikke rart, mente min søn. Nej, men nu vidste han da besked, mente jeg. Øjeblikke senere spurgte min søn mig, da han udvalgte sit eget fredagsslik i Netto: ”Mor, ham der ligner en cowboy, tror du han vil blive glad for en lakridspibe? Det ville da passe godt til ham”. Derfor stod han altså nu her, flankeret af mig, en tidlig, regnvåd aften foran Netto i Køge – og rakte en lakridspibe frem imod en fremmed, forhutlet mand med en gammel hat. ”Jeg spiser aldrig slik og kage”, sagde den hjemløse mand venligt, splitsekundet før han bemærkede skuffelsen spire frem hos min søn, der jo havde samlet alt sit mod og nu faldt umærkeligt sammen. ”Men ved du hvad, jeg vil blive glad, hvis jeg må tage den med mig som pynt?” tilføjede han. ”DET er en god idé”, udbrød min dreng begejstret, og overdrog lakridspiben som om den var lavet af guld. Det var ikke helt til at afgøre hvem der smilede mest strålende: Min søn der fandt modet til at gi´, eller den hjemløse mand der fandt modet til at være comboy for en dreng på 9 år. Eller mig der blev mindet om, at det vel er vigtigt at vide besked, men vigtigst at se med hjertet. Det solsekund varmede i min sommer.
Måske er det værd at prøve: Har du set solsekunderne omkring dig i dag?
