Kender du mon historien om Den lille prins? Det er Antoine de Saint-Exupérys smukke symbolunivers om en lille dreng, der bliver voksen og glemmer at værdsætte livets magi – indtil han møder den lille prins. Den lille prins er trods sin unge alder og relative enfoldighed en livsklog lille herre, som på kort tid formidler essensen af venskab, tillid, kærlighed, sorg og andre store livstemaer. Jeg har bogen stående i bogreolen i klinikkens reception. Det har jeg, fordi der hos mig kommer en del små prinser og prinsesser, som er så livsklogt og fint et selskab. Hvis man altså formår at lytte med hjertet.
Jeg gør mit bedste. For nylig forløb en sådan samtale således: “Det er fordi der ikke er plads til dem” sagde han og fik mig til at spidse ører. “Hvor er det at der ikke er plads,” spurgte jeg “Er det inde i dit hoved?”. Han nikkede stille, frustreret over at det var sandt men lettet over at blive forstået. Den unge mand på bare 6 år besøgte mig for første gang i klinikken. Han er et svært sted i livet: Skolestart, med alle de udtalte og uudtalte krav og forventninger og regler som der ikke er plads til i hoved og sjæl. Præcis det talte vi om. Og om at filmen kan knække indimellem “fordi der ikke er plads”.
“Lad os prøve sammen om vi kan rydde lidt op indeni, så der bliver mere plads, også til de gode tanker” sagde jeg – og så lagde han sig på briksen, sprængfyldt med tillid selv midt i alt det svære.
“Må jeg godt få sådan et med hjem?”, spurgte han efter behandlingen og snuppede et visitkort på mit bord. At se det lille menneske gå fra mig med sin (i øvrigt kloge og kærlige) mor i den ene hånd og med mit billede i sin anden bette næve – det var ugens største kompliment!
Midt i strømlinede facebookopdateringer af storsmilende børn som for nylig er startet i skole, er det så nemt at overse. Så jeg siger det lige højt: For nogle børn er skolestart en kompliceret tid. For nogle børn er skolestart en decideret udviklingskrise, hvor der skal være plads til at sørge over tabet af den frie barndom. Udviklingskriser kan der komme meget godt ud af – men de er altså benhårde at stå i. Ikke mindst når man står der med sin samlede livserfaring på bare 6 somre.
Lad os værne om vores børns forskellighed – det er på den vi skal bygge fremtiden.
