Der er noget særligt over den danske midsommer. Ja, helt indlysende er det selvfølgelig når solen smiler så smukt over landet, som den gør i år – men i det hele taget er der noget poetisk livgivende i de lyse nætter. Skt. Hans aften er især magisk med de knitrende bål som idyllisk baggrund for en hyggelig tradition i mange danske hjerter. For nogle har Skt. Hans aften været særligt magisk: Jeg har nemlig ladet mig fortælle, at man i gammel tid mente at lægeurter samlet på Skt. Hans aften og nat havde en særlig kraft. Men ellers er Skt. Hans aften jo egentlig en fejring af Johannes Døberens fødselsdag, som også markerer sommersolhvervet og dermed et varsel om at mørket igen nærmer sig. Skt. Hans bål er derfor egentlig vågeblus, der varsler om mørke tider. I Danmark har vi kendt Skt. Hansbål siden 1900tallet. Ja, i år blev det pga afbrændingsforbud jo ikke til bål på vores egn, som bekendt – og ja, jeg savnede bålets nostalgiske skær.
Nu nærmer jeg mig mit budskab, for selvom jeg savnede flammernes nostalgi savnede jeg langtfra dele af den tradition, der mange steder følger med: For på mange Skt. Hansbål rundt omkring står hekse, der bliver brændt af. Kald mig blot oversensitiv eller nærtagende udover det almindelige, men jeg synes det er unødvendigt. Uklædeligt, endda, lidt på samme måde som det ville være uklædeligt at afbrænde kors iført hvide huer – for selvom vi ikke er ypperligt stolte af det, er det en kedelig kendsgerning at afbrænding af hekse på bål i Danmark jo ikke har været en saga blot. Og vi bliver fattigere i sjælen af historieløshed, derom er jeg overbevist. Så lad os kort repetere:
1000 hekse blev brændt i Danmark – den sidste i 1693. De fleste kvinder. Iblandt dem formentlig en hel del ofre for ren sladder og ondsindede rygter. Iblandt dem muligvis også en hel del kvinder som udfra datidens vilkår tænkte ud af boksen for at hjælpe mennesker som var syge eller havde ondt. Jeg overvejer, hvilken viden om lægende urter, for eksempel, som kan være gået tabt i processen. Tabt i takt med flammernes knitren, imens ar blev dannet i en forrået folkesjæl, der tabte nogle grader af uskyld hver gang den hujende folkemængde gjorde afbrændingen af et menneske til underholdning.
Køge var hjemstavn for en af danmarkshistoriens største hekseprocesser, også kendt som Køge Huskors: 12 kvinder blev brændt, 2 begik selvmord og 1 lykkedes med at flygte efter anklagerne. Vi ved ikke meget om, hvem kvinderne var. Det må være et spørgsmål om tro. Personligt kan jeg ikke tro, at disse kvinder var i ledtog med ondskab. I selskab med ondskab derimod, ja, åbenlyst: Ofte udsat for tortur og henrettet i offentlighed.
Hvert år til Skt. Hans sender jeg en særlig tanke til de 1000 og især til de 12. Til ildsjælene, syndebukkene og godtfolkene iblandt dem. Og så retter jeg et øjeblik blikket indad, for selvom vi jo ikke længere brænder hekse på byens torv, kan vi måske stadig i os selv indimellem se en uklædelig tendens til at se ned på dem der tør tænke og leve anderledes end os selv. Den uklædelige tendens smider jeg på bålet til Skt. Hans – må den flyve hele vejen til Bloksbjerg,
Rigtig god midsommer til jer alle!
