Den ene af mine sønner har et særligt poetisk øje for naturens skønhed. At opleve planteliv sammen med ham har ofte føjet nye væsentlige facetter til min verden, og det var også præcis hvad der skete hin sommerdag for år tilbage:
Det var sommer, og det var varmt. Hver dag efter børnehaven slog vi vores terrassedøre op, så hele familien inklusiv børnenes venner samt vores vekslende hold af smådyr og dyreunger kunne færdes frit i vores landhave, på vores terrasse og i stue-planet af vores gamle landhus. Jeg husker den sommer som en legende summen af sommerbørn, hujende lyde fra trampolinen og fra vandkampe i græsset. Der blev overnattet i trampolintelt, der blev stegt skumfiduser og grinet en hel del. Og så var der indimellem stille. Sådan helt stille, på den måde der netop kun kan være stille på ude på landet, hvor husene er så langt fra hinanden at ingen lyde slår tilbage imellem murene. Ind-i-sjælen-stilheden som måske er den der trækker i en del af os, der er endt med at flytte på landet: For her er rum til at mærke os selv. I den stilhed fandt jeg den sommer ofte min lille dreng siddende. Med sine bare, brede børnefødder plantet solidt i græsset og med ryggen til mig. Selv på afstand kunne jeg se hans rolige vejrtrækningsrytme, som han sad der i sin lille plasticstol – så jeg var jo klar over at han havde det godt og lod ham være. I nogle eftermiddage i træk sad han der en stund hver eftermiddag – indtil min mor-nysgerrighed fik kål på mig, og jeg nærmede mig ham forsigtigt. Han tog ikke notits af mig, da jeg stille satte mig i græsset ved hans side. Efter et stykke tid spurgte jeg forsigtigt ”Hvad laver vi her, min skat?” hvortil han med stor ro svarede: ”Jeg ser min plante gro, Mor”. Jeg lærte meget den eftermiddag, ikke mindst om hvad man kan se når man betragter sin blomst med lige dele verdensåbenhed og tålmodighed. Hvornår har du sidst haft roen til at se noget gro? Hvornår har du sidst med sand tålmodighed og på dets helt egne vilkår iagttaget vækst i verden omkring dig? Eller i dig?
Det var i øvrigt den samme sommer hvor bettemanden hver dag efter børnehaven gik ud i haven, og kom tilbage med en blomst som han med sin lille næve overrakte til sin Mor. Kun 1: Den smukkeste. Det budskab tænker jeg stadig over med stor taknemlighed. På den måde kan man måske sige, at det ikke er alle blomster der visner med tiden. De vigtigste vokser for altid inderst inde – og de gør det måske netop aller bedst lige der i stilheden i det inderste hjertekammer, hvor budskabet er så rent at ord er overflødige. Her vil jeg se mine blomster gro og værne om deres vækst.
