Den lå under hovedpuden på min behandlingsbriks. En fin lille seddel, påskrevet en særlig hilsen rundet af ren barnevisdom. Min datter må have lagt den der i et ubemærket øjeblik, da hun en eftermiddag besøgte mig i klinikken. Og nu lå den altså under puden denne morgenstund, i stille venten på at blive bemærket.
”Du er værdig-fuld”, stod der. Hvilket fantastisk ord! G’et føjer så usigeligt mange nuancer til det allerede kendte værdi-fuld, synes jeg. Jeg føjer dem til min indre palet med ømhed og med taknemlighed. Og så bliver jeg i øjeblikket derefter en smule i tvivl: Måske står der på sedlen ikke værdig-fuld. Måske står der faktisk vær-dig-fuld? I så fald er det den reneste opfordring til at være dig selv, jeg husker at have set: ”Vær dig! Lad paraderne falde, glem Instagramglitter for en stund og bare ”vær dig”. For det er det selskab, jeg helst vil være i: Dit ægte nærvær”. 10 år gammel ville min datter næppe have sat de samme ord på sin forklaring af den lille seddel, for alle generationer har jo deres unikke ordvalg. I min datters reflekterede selskab er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg statistisk set er midaldrende ”for os der er unge bruger altså ikke de samme ord, som jeg der har været unge engang”, har hun forklaret mig. Hun lod de ord ledsage af et sigende blik, som jeg klart tolkede i retning af, at hun foretrækker, at jeg er mig min alder bevidst og bruger ”voksensprog”. At bruge ungt sprog når man ikke er det, det er simpelthen ikke cool, forstår jeg. Fair nok. Og selv et budskab med kant glider nemt ned, når det overleveres med kærlighed. Hendes – af hjertet tak.
Jeg ved det stadig ikke helt: Om budskabets kerne er ”værdig” eller ”vær dig”. Jeg har ellers spurgt hende, min datter – men hun kiggede på mig som var spørgsmålet så ignorant at det kun kunne stilles af en voksen. Måske lod hun mig derigennem forstå, at grundtonen i ”værdig-fuld” og vær-dig-fuld” er den samme. Også selvom sedlen vel ret beset var mere til klienten end til mig – for det er et budskab så fint og skært og hjertevarmt, at det bør vedkomme os alle: Værdig at blive set og elsket som dem vi er og med en iboende opfordring: Vær dig!
Hvornår følte du dig sidst helt-ind-i-sjælen værdig-fuld?
