Captain Marvel-syndromet, har du også sådan et?
Læs med her i beskrivelsen, der starter med en ganske særlig kvinde…:
Hun er p..dygtig!! Faktisk er hun så dygtig, at hun sidder i en ret spændende stilling, som hun har kæmpet sig frem til igennem de seneste år. Med pondus, insisterende på sine kompetencer og med et enormt drive. Det er lykkedes. Alt er lykkedes, faktisk nærmest…Nu banker hun så på min dør i klinikken: For hun har succes, men hun har også søvnbesvær, kroppen gør ondt, hun er træt og kortluntet og det går også udover de nærmeste derhjemme. Endda børnene, som hun bestemt har uændret lyst til at være tæt med…Hun orker det bare ikke, hvis hun nu skal være helt, helt ærlig, indrømmer hun stille med sviende snert af skam i blanke øjne.
Stresset uden grund?
Og der er jo “ingen grund” til, at det skal være sådan, når nu det hele går så godt, det er så “svært at forstå”. Og stresset er hun “i hvert fald ikke”, insisterer hun, for hun har jo netop nået det, hun har ønskede sig: Spændende job og udviklingsmuligheder, kæreste og børn, hus og veninder og netværk og fritidsinteresser og rejser (når det ikke lige er for covid…). Men alligevel …
–
Hvem hun er? Hun har ikke et navn, jeg vil røbe. Hun er ikke en klient, hun er sammenstykket af mange klienthistorier – og mit gæt er, at har du læst hertil, er det fordi at du genkender den “ganske særlige kvinde” enten i digselv eller en, du er nær? …I stedet for et navn, bærer hun nemlig talrige navne – for jeg genkender hende i mange af de kvinder med “uforklarlige” smerter “uden grund”, som jeg ser i klinikken.
I klinikken har jeg alligevel givet hende et navn. Stereotypen, altså: Hun er Captain Marvel.
Captain Marvel findes ikke i virkeligheden
Captain Marvel er superhelten, der udover at redde universet simpelthen trodser tyngdeloven iført uhyre velsiddende trikot og fuld make-up.
Problemet er, at Captain Marvel i virkeligheden ikke findes, vel? Hun er alletiders filmheltinde og hun er et fatamorgana i hvilket vi spejler vores urimelige forventninger til os selv, som vi har skabt undervejs på en livsrejse, hvor målet måske er blevet glemt lidt undervejs.
Captain Marvel findes ikke. Men beskrivelsen er ganske sand – det er, hvad jeg kalder Captain Marvel-syndromet.
Kvinder med stress, smerter, søvnmangel – og superheltekappe
For Captain Marvel-syndromet er bygget på det, du har tilfælles med mange, mange kvinder: I jagten på at realisere alt det, du kan, har du glemt at mærke, hvordan du i virkeligheden har det. Captain Marvel-syndromet er navnet på en stereotyp, der måske ligner et ideal men under den velsiddende trikot vokser en alien, der truer med at æde dig indefra.
Forstå mig ret: Jeg tror på, at det er muligt at nå ethvert væsentligt må, vi sætter os. Og jeg ser mange kvinder (og mænd) som bestemt fortjener en superhelt-kappe for den daglige indsats, ikke mindst i den tid, vi nu bevæger os i. Men ingen af os kan være i helte-mode hele tiden, og hvis din krop vidner om at du i virkeligheden måske ikke har det helt godt, så vil jeg altså anbefale at du lytter – for lytter du ikke når kroppen taler sagte, så taler den højt, og lytter du ikke til den høje klare tale, så råber den. Og det bliver ikke rart at høre på. Det siger mine plus20 års kliniske erfaring mig.
Stress handler om at være stærk for længe
Og stress? Stress handler ikke om at være svag. Stress handler om at have været stærk for længe.
Sandheden er, at din krop fortæller dig, hvordan du har det, også når resten af dig ikke evner at lytte. Måske er det faktisk din oversete, ægte superkraft.
Hvordan vil du i virkeligheden gerne ha´ det? Og hvilke mål er virkelig værdifulde for dig? Altså, inderst inde, med hånden på hjertet og fødderne groundet i den sneklædte februarjord i Køge omegn;) Ikke sådan her, gætter jeg på…:
Der er hjælp at få. Og klinikken er åben – jeg har endda banet vejen for dig ved at have online booking;)
(Foto: Unsplash, King_Lip)
