Har du nogen sinde tænkt over om andre forstår dig, sådan rigtigt? Om vi overhovedet forstår hinanden og lever os rigtigt ind i hinandens liv, eller om vi blot snyder os selv til a tro at det er sådan? De seneste års intense forskning i neurovidenskaben bringer spændende viden om netop vores forståelse af os selv og hinanden:
VS Ramachandran er en af verdens førende neuroforskere. Hans forskning revolutionerede behandlingen af fantomsmerter, det vil sige smerter som for eksempel opstår i et ben der er blevet amputeret. Man har med andre ord ondt i et ben der ikke længere er der. Ramachandran opdagede, at man kan lindre smerterne markant ved at bruge spejle: Spejlene placeres sådan at et billede af et intakt ben ”sættes på” benstumpen. For patienten betyder det, at hjernen jo bliver snydt til at opfatte benet som helt. Mange opfattede Ramachandran som lidt-for-fantasiuld, så stor var overraskelsen da det viste sig at spejlbehandlingen lindrede fantomsmerterne gevaldigt. Det havde hjulpet at snyde hjernen!
Ramachandran har siden beskæftiget sig en del med det fænomen, som hedder spejlneuroner, og hans bidrag til området er spændende: Vi ved jo, at når man udfører en handling får det bestemte steder i hjernen til at fyre signaler afsted. Rækker du ud efter en ting vil det med andre ord aktivere et bestemt fyringsmønster i hjernen. Den nye opdagelse var, at det samme fyringsmønster vil blive aktiveret (omend i mindre grad) hos en person der blot ser på, mens en anden personen rækker ud efter tingen.
Vores hjerner har altså evnen til at spejle hvad den opdager andre mennesker gør eller føler, og det er netop det fænomen som kaldes spejlneuroner: Jeg forstår hvad du gør, fordi det du gør dybest set både påvirker din og min hjerne på samme tid, på samme måde. Vigtigheden af kropssprog og evnen til at tolke hinandens krops- og ansigtsudtryk, indlæring af verbalt sprog og indlevelsesevne i andre, er alt sammen områder som neurovidenskaben forbinder med spejlneuroner. Gandhi-neuroner, kalder Ramachandran spejlneuronerne (og ja, Ramachandran er født i Indien).
Ramachandran bestemte sig for at lægge et ekstra niveau på forsøget. Hvad ville der ske hvis man koblede den viden han havde brugt til fantomsmerteforskningen sammen med den kendte viden om spejlneuroner? Det nye forsøg foregik på samme måde som før. En person ser en anden person række ud efter en ting. Forskellen var, at tilskueren denne gang ikke fik nogen som helst sanseinput fra sin egen arm, fordi den var blevet kunstigt lammet med bedøvelse. Resultatet var overraskende: Tilskueren var nu ikke længere i stand til at afgøre om det var den anden person eller faktisk var tilskueren selv som rakte ud efter tingen. I en anden variant af forsøget var tilskueren en person med fantomsmerter, altså en person med en amputeret arm der gør ondt indimellem. Tilskueren så en anden person stikke sig selv i armen med noget skarpt, og resultatet forbløffede igen for både personen der stak sig og tilskueren fik ondt. Med andre ord havde forsøget fremprovokeret tilskuerens fantomsmerter – han fik ondt i en arm der ikke var der!
Hvad betyder det? Det betyder i hvert fald at vi har brug for at vores krop, hjerne og følelser arbejder sammen. Når vi forsøger at forstå kroppen uden hjerne og følelser eller hjernen uden krop og følelser mister vi helheden, for vi er jo som mennesker komplekse størrelser i krop og sind.
Det betyder også, at vi – i neurofysiologisk forstand – beviseligt er langt tættere forbundet med hinanden end vi tidligere har ment. Og det er vel på samme tid videnskabeligt fascinerende og menneskeligt forpligtende, tænker jeg?
Gandhi i min hjerne? Jo tak, der må han gerne være.
